Romerrigets fald fandt sted i 476 e.Kr. efter en lang periode med tilbagegang. I århundreder kontrollerede Romerriget et stort område, der strakte sig fra Storbritannien til Nordafrika og fra Spanien til Mellemøsten. Imperiet blev dog til sidst offer for dets størrelse og kompleksitet.
Efterhånden som imperiet voksede, blev det stadig sværere at regere effektivt. Samtidig begyndte barbariske invasioner fra nord at tage deres vejafgift. I 476 e.Kr. blev den sidste romerske kejser væltet, og imperiet kollapsede kort efter.
Selvom der ikke er nogen enkelt årsag til Romerrigets fald, har historikere identificeret flere medvirkende faktorer, herunder politisk korruption, økonomisk tilbagegang og militær svaghed. Uanset årsagerne var Roms fald et afgørende øjeblik i historien, der indvarslede en ny æra af europæisk civilisation.
Indholdsfortegnelse
Romerrigets fald: Indre og ydre årsager
Der var flere interne og eksterne årsager til Romerrigets fald. Her er nogle af de mest betydningsfulde:
- Invasioner af barbarer
- Økonomiske problemer
- Opdelingen af Romerriget i øst og vest
- Politisk korruption og ustabilitet
- Hunnerne presser på fra øst
De interne årsager omfatter blandt andet økonomiske problemer, opdelingen af det østromerske rige og det vestromerske rige samt politisk korruption og ustabilitet. De ydre årsager omfatter invasioner af barbarer og Hun-pres fra øst.
Lad os se nærmere på disse.
1. Invasioner af barbarer
De, der invaderer andre nationer, er bestemt til at få mange fjender. Romerriget udvidede sine grænser og nåede sin største geografiske størrelse omkring det 2. århundrede e.Kr., en tid hvor de havde opnået dominans over alle områderne omkring Middelhavet, et område på cirka 5,4 millioner kvadratkilometer (udvidet længere nede på siden) ).
Enhver, der har set størrelsen af selve Italien på et kort, og sammenlignet det med de områder, der blev indlemmet under romersk styre, vil indse, at romerne havde været nødt til at udføre en enorm mængde krigsførelse for at udskille dette imperium.
Med stor anseelse kommer store fjender, og romerne havde haft held med at holde germanske stammer, barbarerne, væk, indtil det 4. århundrede e.Kr., hvor goterne brød igennem det omfattende forsvar på grænserne. I slutningen af århundredet lykkedes det romerne at slå et germansk oprør ned, men i 410 lykkedes det vestgoterne at plyndre byen.
Vestgoterne boede i det, der i dag er Rumænien og blev ledet af kong Alarik, der trængte mod vest som følge af pres fra hunnerne, der, ledet af “Attila the Hun”, pressede fra Kasakhstan og andre områder i Asien. I år 455 blev Rom plyndret igen af vandalerne, og i 476 ledede den germanske leder Odoacer et kup og afsatte den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus.
2. Økonomiske problemer
Mens Romerriget kæmpede med angreb udefra, forværrede en finanskrise problemerne. Igangværende krigsførelse og overforbrug reducerede i høj grad den kejserlige statskasse, og høj beskatning og inflation udvidede skellet mellem rig og fattig.
Samtidig var slaverne en vigtig ressource for romerne, og da udvidelsen sluttede omkring det 2. århundrede e.Kr. begyndte kongeriget at mærke manglen på en frisk slave. Når man tilføjer, at vandalerne tog kontrol over Nordafrika, en vigtig post for kornforsyninger, og forhindrede romersk handel ved pirateri i Middelhavet, ser man hurtigt, at situationen er ved at blive alvorlig for romerne. Med økonomiske, handels- og forsyningsproblemer begyndte imperiet at miste grebet om Europa.
3. Romerrigets opdeling i øst og vest
Da kejser Diocletian delte imperiet i to i slutningen af det 3. århundrede, beseglede han på en måde det vestromerske imperiums skæbne. På den ene side blev det lettere at administrere kongeriget med en post i Milano, og en i Byzans, men kun på kort sigt. På længere sigt førte splittelsen til fejlkommunikation mellem de to halvdele og interne konflikter om, hvem der skulle modtage mest økonomisk eller militær støtte.
Mens kejserne valgte at styrke det østlige imperium, blev det vestlige imperium, inklusive Italien og den oprindelige hovedstad Rom, forladt for at stå over for barbariske stammer, der valgte at plyndre Vesten frem for at forsøge sig med det stærke østlige imperium. Rom, hvorfra vi kender byen Cæsar og Augustus sin tid, mister sin storhed og styrke, og vi hører mindre og mindre om den engang mægtige hovedstad i kilder, jo længere vi kommer ind i det første årtusinde.
I en kort mellemperiode i det 5. århundrede så det dog ud til, at der var håb for, at Romerriget kunne rejse sig igen. Efter anmodning fra kejser Justinian bliver den østromerske general Belisarius sendt ud for at generobre Rom i år 535, hvilket det lykkes ham at gøre året efter. Han generobrer også andre dele af det, der engang tilhørte den vestlige del af Romerriget. Det bliver desværre en kortvarig sejr, da generalen ikke har ressourcer nok til at holde områderne. Rom er derfor tabt for altid.
4. Politisk korruption og ustabilitet
Uregelmæssig ledelse er ikke en god opskrift på succes i nogen forretning eller nation, men for Romerriget, med dets enorme størrelse, viste det sig særligt fatalt. Efterhånden som borgerkrige og interne stridigheder slog rod, begyndte folk at se imperialistisk styre som en dødsdom.
På bare 75 år var der 20 forskellige kejsere, hvilket svarer til kun 3-4 års herredømme per person i gennemsnit – en pæn periode, hvis man sammenligner med Norges statsministres 4 år, men ikke når man tænker på, at disse kejsere normalt var afsat ved attentat efter 3-4 år, og at kejser Augustus regerede med succes i over 40 år.
Prætorianergarden – de soldater, der blev udpeget til at beskytte Rom mod angreb udefra – tog kontrollen og gjorde præcis, som de ville, ved at fordrive nogle kejsere og indsætte andre.
5. Hunnerne trykker på fra øst
Da hunnerne invaderede Europa i slutningen af det fjerde århundrede, blev mange barbarstammer skubbet tættere og tættere på Roms grænser. Til sidst gik romerne med til at lade vestgoterne krydse Donau-floden i sikkerhed på romersk territorium, men den måde, de behandlede de nytilkomne på, matchede den måde, romerne så disse barbarer på. De undertrykte det nye folk og gik så langt som at tvinge vestgoterne til at sælge deres børn til slaveri i bytte for hundekød.
Da undertrykkelsen blev for meget, gjorde vestgoterne oprør og det lykkedes som nævnt ovenfor at plyndre Rom. Man kan kun spekulere på, om historien ville være blevet anderledes, hvis romerne havde behandlet barbarer som vestgoterne godt og måske endda samarbejdet med dem for at slå de hunniske angribere ned.
Andre faktorer spillede også en rolle i Romerrigets fald – herunder en stadig mere svækket militærstyrke og et øget fokus på kristne værdier.
Hvad var årsagen til Romerrigets fald?
Hvis man skulle vælge én hovedårsag til Romerrigets fald, ville det være svært at nå frem til et enstemmigt svar. Ikke desto mindre har nogle forskere hævdet, at hovedårsagen til imperiets fald var dets overekspansion.
På sit højdepunkt omfattede imperiet et stort territorium, der strakte sig fra Storbritannien i nord ned til Nordafrika i syd. Dette enorme territorium bød på adskillige logistiske og administrative udfordringer, da de kejserlige myndigheder skulle opretholde orden og sikre sund regeringsførelse over hundredvis af byer og millioner af mennesker.
Derudover krævede dette enorme netværk af byer betydelige ressourcer til forsvar, skatteopkrævning og vedligeholdelse af offentlig infrastruktur. Over tid, da økonomiske kriser og barbariske invasioner udtømte de ressourcer, der var til rådighed for Rom, begyndte hære at svækkes, og interne oprør blev hyppigere.
I sidste ende førte denne kombination af militær sårbarhed og politisk ustabilitet til den romerske magts sammenbrud, hvilket markerede en af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien. En af hovedårsagerne til Romerrigets fald er derfor dets upraktisk enorme størrelse.
Hvordan var situationen i Europa efter Romerrigets fald?
Efter Romerrigets fald var Europa i en tilstand af kaos og omvæltning. Imperiets sammenbrud efterlod folk, der kæmpede for at overleve midt i voksende økonomisk ulighed, politisk ustabilitet, og udbredt vold. Især mange regioner blev ofre for stridende stammer og raiders, der terroriserede lokalsamfund. Samtidig rasede magtkampe mellem kongeriger og bystater, da forskellige ledere forsøgte at hævde deres dominans over andre.
På trods af disse kaotiske forhold oplevede Europa også lommer af velstand i denne tid. Gennem den mørke middelalder og middelalder var der kulturelle udviklinger såsom fremskridt inden for kunst og arkitektur, såvel som videnskabelige nyskabelser såsom trykpressen.
Langt den mest markante udvikling var dog udbredelsen af kristendommen over hele Europa, som var med til at bringe stabilitet til mange regioner. Mens tingene på mange måder var dystre efter Roms fald, ville Europa til sidst komme ud af disse mørke tider, forberedt på yderligere vækst og velstand.
Det romerske riges forfald og undergang
Romerrigets fald var særlig populær, da Edward Gibbon lancerede bogen Det romerske riges forfald og undergang i 1776. For dem med en ekstra interesse for historie er dette en klassisk bog, der bør læses om emnet.
Last Updated on 1. november 2023 by Frode Osen