Romerske konger

Det romerske kongerige, der spænder fra 753 f.Kr. til 510 f.Kr., markerer de første 200 år af Roms historie, styret af syv romerske konger. Hver konge efterlod et unikt præg på byen, enten gennem etableringen af ​​vigtige romerske traditioner eller opførelsen af ​​betydelige bygninger.

I denne periode blev Roms politiske struktur defineret af et absolut monarki, hvor kongen havde den øverste magt over folket, og senatet fungerede som en relativt svag, oligarkisk modvægt. Monarkiets arvelige karakter blev først relevant efter den femte konges, Tarquinius Priscus, regeringstid.

Denne artikel giver en omfattende undersøgelse af hver af disse syv romerske konger, og dykker ned i deres regeringstid, deres bidrag til Roms tidlige udvikling og myterne omkring dem.

Romulus

Legenden siger, at Romulus, Roms legendariske første konge, indledte byens byggeri på Palatinerhøjen i 753 fvt. Han er krediteret for at tillade folk af alle klasser, inklusive slaver og frimænd, at blive borgere i Rom uden forskelsbehandling.

Den velkendte “Rape of the Sabine Women” hændelse, hvor Romulus inviterede nabostammer til en festival i Rom og bortførte unge kvinder blandt dem, resulterede i en krig med sabinerne. Historien om denne begivenhed, selvom den er mytisk af natur, understreger byens komplekse oprindelse.

Romulus spillede også en central rolle i oprettelsen af ​​det romerske senat, idet han udvalgte 100 af de mest ædle mænd til at danne dette rådgivende råd, som blev kendt som patrerne, hvorfra patricierne nedstammede.

Derudover lagde han grundlaget for de socio-politiske strukturer af stemmeafgivelse og klasseopdelinger, der ville fortsætte med at definere den romerske republik og imperiet.

Numa Pompilius

Efter Romulus’ død oplevede Rom et interregnum i et år, hvor ti senatorer regerede successivt som interreges. Det var Numa Pompilius, en sabiner kendt for sin retfærdighed og fromhed, som til sidst blev valgt til at efterfølge Romulus som konge.

Numas regeringstid var præget af en æra med fred og religiøse reformer. Han rejste et tempel for Janus og holdt dets døre lukket under hele hans styre, hvilket symboliserede den fredstilstand, han opretholdt med Roms naboer.

Numa indstiftede også forskellige religiøse institutioner, herunder de vestalske jomfruer, Salii og de tre flammer dedikeret til Jupiter, Mars og Quirinus. Han er især krediteret for at etablere positionen og pligterne for Pontifex Maximus, den højeste præst i den romerske statsreligion.

Tullus Hostilius

Tullus Hostilius, i skarp kontrast til Numas fredelige regeringstid, fulgte en mere krigerisk vej beslægtet med Romulus. Han deltog i krige mod Alba Longa, Fidenae, Veii og Sabinerne. Det var under Tullus’ styre, at Alba Longa blev fuldstændig ødelagt, med dens befolkning integreret i Rom.

På trods af at han forsømte tilbedelsen af ​​guder i det meste af sin regeringstid, oplevede Tullus en religiøs opvågnen mod slutningen af ​​sit liv. Han tilkaldte Jupiter om hjælp, og guden svarede med et lyn, der fortærede Tullus og hans hus.

Tullus huskes også for at bygge Curia Hostilia, det nye hjem for Senatet, som forblev i brug i 562 år efter hans død.

Ancus Marcius

Efter Tullus Hostilius søgte romerne en fredelig og religiøs leder som deres nye konge, hvilket førte til valget af Numas barnebarn, Ancus Marcius. Hans regeringstid var præget af fredens bevarelse, og han afholdt sig fra aggressiv ekspansionisme. Ancus gik kun ind i krige, når det var nødvendigt at forsvare Roms territorier.

Lucius Tarquinius Priscus

Lucius Tarquinius Priscus, Roms femte konge, var den første af etruskisk fødsel, der besteg tronen. Efter at have immigreret til Rom tjente han Ancus Marcius’ gunst, som senere adopterede ham som sin søn.

Da han blev konge, indledte han krige mod sabinerne og etruskerne, fordoblede Roms størrelse og bidrog med store skatte til byen.

Tarquinius er kendt for sine betydelige arkitektoniske bidrag, herunder opførelsen af ​​Forum Romanum, templet til Jupiter på Capitoline Hill og Circus Maximus.

Hans styre introducerede etruskiske symboler på militær udmærkelse og civil autoritet i romersk tradition, såsom kongens scepter, senatorringene og brugen af ​​tubaen til militære formål.

Servius Tullius

Efter Tarquinius Priscus’ død overtog hans svigersøn, Servius Tullius, tronen. Han fortsatte traditionen med vellykkede krige mod etruskerne og brugte byttet til at bygge det første pomerium, et sæt vægge, der omkransede Roms syv bakker.

Servius foretog også væsentlige organisatoriske ændringer i den romerske hær og indførte en ny forfatning for romerne. Hans reformer etablerede grundlaget for den romerske klassestruktur, med stemmeret baseret på socioøkonomisk status, og overførte effektivt magten til den romerske elite.

Servius’ 44-årige styre fik en pludselig ende, da han blev myrdet i en sammensværgelse ledet af hans datter, Tullia, og hendes mand, Lucius Tarquinius Superbus.

Lucius Tarquinius Superbus

Lucius Tarquinius Superbus førte, mens han var ved magten, adskillige krige mod Roms naboer, herunder Volsci, Gabii og Rutuli. Hans regeringstid var præget af bemærkelsesværdige offentlige arbejder, især færdiggørelsen af ​​Jupiter Optimus Maximus-templet på Capitoline Hill. Imidlertid var Tarquins styre præget af vold, intimidering og en åbenlys tilsidesættelse af romerske skikke og senatet.

Hans styre tog en uhyggelig drejning, da hans søn, Sextus Tarquinius, voldtog Lucretia, hustru og datter af indflydelsesrige romerske adelsmænd. Dette udløste en revolution ledet af Lucius Junius Brutus og resulterede i udvisningen af ​​Tarquinius og hans familie i 509 fvt. Den negative konnotation forbundet med ordet for “konge” (rex) i den romerske kultur varede indtil Romerrigets fald.

Efter denne begivenhed blev Brutus og Collatinus Roms første konsuler, hvilket markerede begyndelsen på den romerske republik, som ville bestå i de næste 500 år, og udvide Roms indflydelse over hele Europa, Nordafrika og Mellemøsten.

Sammenfattende spillede de romerske kongers æra, selvom den var indhyllet i mytologi, en afgørende rolle i udformningen af ​​Roms tidlige grundlag. Hver konge, fra den mytiske grundlægger Romulus til tyrannen Tarquinius Superbus, bidrog til udviklingen af ​​byens politiske, sociale og religiøse institutioner.

Deres regeringstid, præget af krige, fred, religiøse reformer og arkitektoniske præstationer, satte scenen for fremkomsten af ​​den romerske republik, som i sidste ende ville blive en af ​​historiens mest indflydelsesrige og varige civilisationer.

Last Updated on 1. november 2023 by Frode Osen