Romulus og Remus er to af de mest berømte navne i romersk historie, da de siges at være de sande grundlæggere af Rom. I dette indlæg vil vi se nærmere på legenden og historien bag disse tvillingebrødre.
Indholdsfortegnelse
Legenden om Romulus og Remus
Legenden og historien om Romulus og Remus starter med deres mor, Rhea Silvia. Hun er datter af Numitor – kongen af byen Alba Longa i det centrale Italien. Numitor har en bror, Amulius, som efter livslang jalousi over sin brors styre med magt afsætter Numitor.
Amulius tvinger derefter Rhea til at blive en vestalsk jomfru (og derfor skal være kysk), for at forhindre hende i at føde retmæssige arvinger til tronen, som kan stikke en kæp i hans hjul. Rhea føder to drenge, Romulus og Remus. Og hvem er faderen? Ingen ringere end en af Romerrigets mest berømte guder.
Hvad hed den gud, der var far til Romulus og Remus, og hvilken slags gud var han?
Den romerske gud, der var far til Romulus og Remus, blev kaldt Mars. Han var krigsguden, og hans symboler var spydet og skjoldet. Han siges at være født fra foreningen af Jupiter, gudernes konge, og Juno, ægteskabets gudinde.
Som krigens gud blev Mars forbundet med blodsudgydelser og vold. Han blev dog også set som en beskytter af landbruget og en fredens vogter. På mange måder legemliggjorde han det romerske ideal om en stærk og modig leder. Det er derfor ikke underligt, at han blev æret som far til Romulus og Remus, to af de vigtigste skikkelser i romersk historie.
Onkelen til Romulus og Remus forsøger at dræbe dem
Ved tvillingernes fødsel beordrer deres onkel Amulius, at de skal druknes i floden Tiberen, men truget, de er placeret i, flyder sikkert ned, indtil det stopper på bredden af det fremtidige Rom. Tvillingerne bliver fundet her af en hun-ulv, som både ammer og opdrager dem, indtil de bliver fundet af hyrden Faustulus. Faustulus og hans kone passer derefter tvillingerne, indtil de er gamle nok til at passe sig selv.
Romulus og Remus bliver til sidst lederne af en flok eventyrlystne unge, før de dræber Amulius, genopretter deres bedstefar Numitor på tronen og fandt en by på det sted, hvor de var blevet reddet. Byen har endnu ikke noget navn.
Remus og Romulus kommer i et voldsomt skænderi
Romulus og Remus er uenige om at bygge en bymur; den første vil det, den anden ikke. Romulus bygger bymuren, og Remus hopper hånende over den for at vise, hvor dårlig beskyttelse den giver. I et anfald af raseri dræber Romulus sin bror. Romulus konsoliderer sin magt, og byen er opkaldt efter ham og tager navnet Rom. Romulus betragtes derfor som den sande grundlægger af Rom.
Sabinerne
For at øge befolkningen i byen tilbyder Romulus asyl til flygtninge og eksil. Byen derimod mangler kvinder, så han arrangerer en kidnapning på højt niveau, hvor han inviterer nabostammen Sabines til en festival og fortæller alle enlige romerske mænd at bortføre en kvinde hver.
På trods af indledende afsky og modstand blander de sabinske kvinder sig med romerne og forhindrer deres stamme i at belejre og angribe Rom. Romulus underskriver derefter en traktat, hvorved sabinerkongen Titus Tatius bliver hans medhersker over byen. Titus dør kort tid senere, og Romulus bliver enekonge igen.
Romulus regerer i lang tid, før han på mystisk vis forsvinder i en storm og dør. Romerne ser dette som et tegn på, at han er blevet ophøjet til at blive en gud, og tilbeder ham efterfølgende som guden Quirinus.
Hvilken rolle spiller Romulus i Roms historie?
Som grundlæggeren af Rom havde Romulus en dyb indvirkning på byens historie. Ifølge legenden fortsatte Romulus med at bygge på Palatinerhøjen, efter at han havde dræbt sin bror Remus. Han siges at have modelleret Rom efter byen Troja og fyldt den med slaver og udstødte.
Romulus spillede også en vigtig rolle i Roms regering. Han etablerede senatet og indførte love, der regulerede alt fra ejendomsret til ægteskab. Som Roms første konge skabte han præcedens for rækken af herskere, der ville regere byen i de kommende århundreder.
På mange måder kan Romulus ses som Roms fader, og hans indflydelse på byen mærkes stadig i dag, for eksempel gennem de mange statuer af ulven og tvillingerne, eller dramatiseringerne af historien om Romulus og Remus .
Hvem grundlagde Rom?
Men var det virkelig Romulus og Remus, der grundlagde Rom? Svaret er ganske enkelt det det kan ikke bekræftes med sikkerhed. Roms oprindelsesmyte opstod højst sandsynligt i det fjerde århundrede f.Kr., og det kan ikke bevises, at hverken Romulus eller Remus eksisterede. Bynavnet “Rom” blev formentlig heller ikke bekræftet før længe efter den formodede grundlæggelse i 753 f.Kr.
Selv Den capitolinske ulvinde, en af de mest berømte statuer, der forestiller moderulven, der formodes at have opfostret tvillingerne Romulus og Remus, menes at være blevet lavet i den tidlige republik, omkring slutningen af det 6. eller begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. De ammetvillinger blev tilføjet i det 16. århundrede.
Selvom legenden om Romulus og Remus måske ikke er sand, fortæller den os stadig meget om romernes forsøg på at skabe en oprindelsesmyte, der ophøjede Rom som den udvalgte by til at føre verdensordenen fremad. Romulus og Remus er måske ikke ægte, men det var de for romerne.
Kilder
- “Romulus og Remus.” Encyclopedia Britannica. Besøgt 26.11.2021.
- For en dramatisering af legenden om Romulus og Remus, se serien Romulus.
Fiktiv dagbog fra Romulus
Nedenfor er et forsøg på at skrive en fiktiv dagbog fra Romulus, med det formål at gøre hans karakter og historie levende. God fornøjelse!
Dato: 21. april 753 fvt
Kære dagbog,
I dag var en betydningsfuld dag for vores folk, dagen hvor vi lagde grundlaget for vores by, Rom. Det føles surrealistisk, som en drøm, der har slået rod i skæbnens frugtbare jord. Jeg, Romulus, Mars søn, står i spidsen for denne storslåede bestræbelse, og for hver dag, der går, mærker jeg vægten af ansvar vokse på mine skuldre.
I morges, da de første solstråler trængte gennem det tågede Tiber, samlede jeg mændene på det fremtidige sted for vores by. Deres ansigter var en blanding af forventning og håb, ligesom mine egne. Mens fuglene sang i det fjerne, løftede jeg ploven for at markere omridset af vores hellige by. Ploven bed dybt ned i jorden, og jeg kunne mærke vores forfædres ånder våge over os og velsigne vores indsats.
Vi ofrede en hvid tyr til Jupiter og søgte hans gunst og beskyttelse for vores nye hjem. Flammernes knitren, duften af brændofre og vores folks bønner fyldte luften. Det var et øjeblik af enhed, med fælles formål, som om guderne selv ledede vores hænder.
Dagen var dog ikke uden udfordringer. Min tvillingebror, Remus, altid den impulsive, engagerede sig i en legende strid om højden af byens mure. Humøret blussede op, og vores broderlige bånd var anstrengt. Jeg håber, at vores forskelligheder med tiden vil tjene til at styrke vores by i stedet for at splitte os.
Mens solen dykkede ned under horisonten, festede vi og fejrede, vores latter og sange rungede gennem dalen. Roms fremtid føles usikker, men i dette øjeblik soler vi os i løftet om, hvad der skal komme. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad fremtiden bringer for vores elskede by og dens befolkning.
Jeg finder trøst i at vide, at vi har begivet os ud på en fantastisk rejse sammen, hvor vi har skabt vores skæbne fra den barske vildmark, der omgiver os. I morgen vil vi fortsætte med at bygge og lægge de sten, der vil forme vores fremtid. Rom, min drøm, min arv, er nu mere end blot en idé – den slår rod i selve jorden under vores fødder.
Med håb og beslutsomhed,
Romulus
Last Updated on 1. november 2023 by Frode Osen